Østrogen og overgangsalder – hvad sker der i kroppen?

Skrevet af Sol Nicolajsen

Hvorfor påvirker overgangsalderen så mange forskellige dele af kroppen?
I det første artikel i serien om kvindens hormoner fulgte vi det hormonelle samspil mellem hjernen og æggestokkene – fra puberteten, hvor menstruationscyklussen etableres, til de gradvise forandringer, der leder frem mod menopausen. Men østrogen er meget mere end et hormon, der regulerer menstruationscyklussen og gør graviditet mulig.

Østrogen indgår også i reguleringen af vores temperatur, knoglesundhed, hud, slimhinder, stofskifte og flere af hjernens funktioner. Derfor kan ændringer i østrogenproduktionen mærkes mange steder i kroppen, som umiddelbart ikke har noget med reproduktion at gøre.

Og selvom Menopause er en naturlig biologisk begivenhed så er naturlig imidlertid ikke det samme som betydningsløs.

Man kan næsten betragte den som en slags pubertet nr. 2: endnu en stor neuroendokrin transition, hvor hjernen, hormonsystemet og kroppens øvrige væv skal finde en ny balance.

Og det bringer os til spørgsmålet for denne artikel:

Hvordan kan ændringer i nogle få kønshormoner få konsekvenser så mange forskellige steder i kroppen?

Men hvordan kan ét hormon have så mange forskellige funktioner?

Svaret ligger blandt andet i den måde, hormoner kommunikerer med kroppens celler på.

Østrogen er et nøglehormon der påvirker hele kroppen - fra hjerne til knogler og meget mere

Et hormon med mange modtagere

Hormoner fungerer som signalstoffer. De transporteres med blodet rundt i kroppen, men for at en celle kan reagere direkte på et hormon, skal den have en passende receptor – en slags modtager, som genkender hormonet og omsætter signalet til en reaktion inde i cellen.

Østrogenreceptorer findes i mange forskellige væv, blandt andet i hjernen, brysterne, knoglerne, huden, slimhinderne, musklerne og fedtvævet.

Når østrogen binder sig til en receptor, kan det påvirke cellens aktivitet. Det kan eksempelvis være med til at regulere, hvilke proteiner cellen producerer, hvordan den reagerer på andre signalstoffer, eller hvordan vævet vedligeholdes.

Men østrogen har ikke præcis den samme funktion alle steder.

I livmoderen stimulerer østrogen blandt andet opbygningen af slimhinden. I brystvævet indgår det i reguleringen af cellernes vækst og udvikling. I knoglerne hjælper det med at regulere balancen mellem nedbrydning og opbygning af knoglevæv. Og i hjernen indgår det i flere af de signalsystemer, som blandt andet påvirker temperaturregulering, søvn og humør.

Det samme hormon kan altså have forskellige virkninger afhængigt af, hvor i kroppen signalet modtages.

Det er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor overgangsalderen kan opleves som meget mere end en ændring i menstruationscyklussen.

Og det er også forklaringen på, hvorfor to kvinder ikke nødvendigvis reagerer ens på de hormonelle forandringer.

🌿 Vidste du?
Østrogen har forskellige receptorer

De to klassiske østrogenreceptorer kaldes ERα (østrogenreceptor alfa) og ERβ (østrogenreceptor beta).

Begge kan binde østrogen, men de findes i forskellige mængder i kroppens væv og kan påvirke cellernes aktivitet på forskellige måder.

ERα spiller blandt andet en vigtig rolle i østrogens stimulering af cellevækst i brystvæv og livmoderslimhinde, mens ERβ kan have andre, vævsafhængige og undertiden modregulerende virkninger.

Det er en del af forklaringen på, hvorfor østrogen ikke har præcis samme funktion overalt i kroppen.

De tre naturlige østrogenformer – østron (E1), østradiol (E2) og østriol (E3) – kan alle binde til kroppens østrogenreceptorer, ERα og ERβ. Men de har ikke samme biologiske styrke, og deres virkning afhænger både af receptortypen og af det væv, de påvirker. Det er med til at forklare, hvorfor østrogen kan have så mange forskellige funktioner i kroppen – og hvorfor ændringerne i østrogenproduktionen under menopause kan mærkes langt ud over reproduktionssystemet.

Hypothalamus - hjernens kontrolcenter

Hypothalamus er et lille, men meget vigtigt område i hjernen, som fungerer som et centralt reguleringscenter for kroppens indre balance. Den modtager og bearbejder signaler fra både nervesystemet og hormonsystemet og er blandt andet med til at regulere kroppens temperatur, sult, tørst og døgnrytme.

Sammen med hypofysen spiller hypothalamus også en central rolle i kommunikationen mellem hjernen og æggestokkene. Dette samspil kaldes HPO-aksen (Hypothalamic–Pituitary–Ovarian axis), hvor pituitary er det engelske ord for hypofysen.

HPO-aksen er dermed en del af det hormonelle reguleringssystem, som gennemgår betydelige forandringer under perimenopausen og efter menopausen.

Det er derfor ikke overraskende, at nogle af de mest karakteristiske symptomer i overgangsalderen netop handler om temperaturregulering og søvn.

Når østrogenniveauerne svinger og senere falder, påvirkes blandt andet de neurale kredsløb i hypothalamus, som er med til at regulere kroppens temperatur. Det kan være med til at forklare, hvorfor hedeture og nattesved er så almindelige i denne livsfase.

  • Kroppen forsøger hele tiden at holde sin kernetemperatur inden for et relativt snævert område.

    Når vi bliver for varme, kan blodkarrene i huden udvide sig, og svedproduktionen øges, så kroppen lettere kan komme af med varmen.

    Under overgangsalderen kan faldende østrogenniveauer ændre temperaturreguleringen i hypothalamus. Bestemte nerveceller, som blandt andet anvender signalstoffet neurokinin B, spiller en central rolle i denne proces.

    Resultatet kan være, at kroppens temperaturregulering bliver mere følsom, så selv små ændringer i kernetemperaturen lettere udløser en kraftig varmeafgivelse.

    Det er det, kvinden oplever som en hedetur.

    Hun kan pludselig føle en intens varme, få rødme i ansigtet og begynde at svede, selvom omgivelsernes temperatur ikke har ændret sig.

    Det interessante er altså, at hedeture ikke nødvendigvis skyldes, at kroppen er blevet unormalt varm. Det er snarere kroppens reaktion på små temperaturændringer, der har ændret sig.

    Og når denne reaktion opstår om natten, kan den naturligvis forstyrre søvnen.

  • Nattesved kan medføre gentagne opvågninger og gøre det vanskeligt at få en sammenhængende nattesøvn.

    Men søvnforstyrrelser i perimenopausen og postmenopausen skyldes ikke nødvendigvis hedeture alene.

    Østrogen indgår også i hjernens øvrige signalering, og hormonelle udsving kan hos nogle kvinder bidrage til ændringer i søvn, humør og følelsesmæssig balance. Samtidig er der en tæt forbindelse mellem hormonsystemet og nervesystemet, som hele tiden arbejder sammen om at tilpasse kroppen til både indre og ydre påvirkninger.

    Det gælder også kroppens stressrespons.

    Når vi oplever belastninger, aktiveres blandt andet HPA-aksen – samspillet mellem hypothalamus, hypofysen og binyrerne – som er med til at regulere frigivelsen af stresshormonet kortisol. Dette system er nødvendigt og hjælper os med at håndtere hverdagens udfordringer. Men ved længerevarende belastning, især hvis restitutionen og søvnen samtidig er utilstrækkelig, kan det blive vanskeligere at genfinde den sædvanlige balance.

    Og netop her er det relevant at se på den livsfase, hvor perimenopausen typisk begynder.

    For mange kvinder falder de hormonelle forandringer sammen med en periode i livet, hvor der stilles store krav fra flere sider. Det kan være et krævende arbejdsliv, teenagebørn, forældre med et stigende behov for hjælp eller forandringer i parforholdet. Nogle oplever flere af disse forhold samtidig, mens andre står i helt andre livssituationer.

    Det er ikke nødvendigvis nye belastninger. Mange kvinder har i årevis været vant til at have mange bolde i luften og få hverdagen til at hænge sammen.

    Men når den hormonelle regulering samtidig ændrer sig, og søvnen måske ikke længere giver den samme restitution, kan det, der tidligere føltes overkommeligt, pludselig kræve langt mere energi.

    En kvinde, der gennem længere tid sover dårligt, kan opleve mindre overskud, større irritabilitet, øget grådlabilitet, træthed og sværere ved at koncentrere sig eller håndtere hverdagens belastninger. Stress og bekymringer kan omvendt gøre det vanskeligere at falde i søvn eller sove igennem.

    På den måde kan der opstå en gensidig påvirkning, hvor hormonelle udsving, søvnforstyrrelser og livets øvrige krav forstærker hinanden.

    Det kan være svært for kvinden selv at forstå, hvorfor hun reagerer anderledes, end hun plejer. Og det kan også være vanskeligt for en partner, børn eller andre omkring hende at forstå, hvorfor hendes overskud, tålmodighed eller behov for ro har ændret sig.

    Det er derfor ikke altid meningsfuldt at betragte søvnproblemer, humørforandringer og træthed som tre adskilte problemer.

    De kan være forskellige udtryk for et samspil mellem den neuroendokrine omstilling, nervesystemets stressrespons, søvnens kvalitet og kvindens samlede livssituation.

    Det betyder ikke, at alle kvinder bliver mere følelsesmæssigt sårbare i overgangsalderen, eller at enhver forandring i humøret skal forklares med hormoner. Men det giver et mere nuanceret billede af, hvorfor nogle kvinder oplever en periode, hvor deres sædvanlige overskud og balance føles markant anderledes.

    Og måske vigtigst af alt: Det giver også et bedre udgangspunkt for at forstå, hvad kroppen har brug for, og hvor der kan skabes plads til mere restitution og balance.

  • Mange kvinder oplever, at overgangsalderen ikke kun mærkes i kroppen, men også i deres mentale overskud.

    Måske bliver det sværere at holde koncentrationen gennem en lang arbejdsdag. Måske skal man lede efter et ord, som tidligere kom helt af sig selv, eller oplever at miste tråden, når flere ting kræver opmærksomhed på én gang.

    Disse oplevelser beskrives ofte som brain fog – en følelse af mental tåge.

    Østrogen indgår i flere af hjernens signalsystemer og østrogenreceptorer findes blandt andet i hjerneområder, der er involveret i hukommelse, opmærksomhed og følelsesmæssig regulering.
    Her er især to områder interessante:

    • Hippocampus, som spiller en vigtig rolle i indlæring og hukommelse.

    • Præfrontal cortex, som blandt andet er involveret i planlægning, opmærksomhed, arbejdshukommelse og evnen til at håndtere flere opgaver.


    Når østrogenniveauerne svinger gennem perimenopausen, kan nogle kvinder derfor opleve forandringer i deres kognitive funktion.

    Men hormonerne er sjældent hele forklaringen.

    Hvis søvnen samtidig er afbrudt af nattesved, og hverdagen er præget af stress og mange krav, kan det blive endnu vanskeligere at bevare koncentrationen og det mentale overskud.

    Det kan skabe en frustrerende situation, hvor kvinden fortsat forventes at præstere på samme niveau som tidligere, samtidig med at hun oplever, at nogle opgaver kræver mere energi.

    For nogle kan det også skabe usikkerhed: Er der noget galt med min hukommelse? Er jeg ved at miste mine evner?

    Forskningen viser, at kognitive klager er almindelige under menopausetransitionen, men de oplevede problemer er ikke nødvendigvis udtryk for en tilsvarende stor, målbar forringelse af hukommelsen. De typiske ændringer er heller ikke i sig selv tegn på begyndende demens.

    Og selvom denne periode kan være udfordrende, er hjernen fortsat et organ, som reagerer på aktivitet, søvn, læring og andre påvirkninger.
    Og her kan vi drage en lille parallel til puberteten. Både pubertet og menopause er perioder med store hormonelle forandringer, hvor hjernen også skal finde sig til rette under nye betingelser. Den ene livsfase forbindes ofte med teenagehjernen, der kan have svært ved at holde styr på det hele – den anden med kvinden, der pludselig står i køkkenet og ikke kan huske, hvad hun gik derud efter. Mekanismerne er ikke de samme, men begge livsfaser minder os om, at hormoner og hjernefunktion hænger tæt sammen.

    Det bringer os til et særligt interessant signalstof nemlig BDNF som står for Brain-Derived Neurotrophic Factor. Det er et signalprotein, som blandt andet understøtter nervecellers funktion og synaptisk plasticitet – altså hjernens evne til at ændre og tilpasse forbindelserne mellem nerveceller.

    BDNF produceres blandt andet i hjernen og spiller en rolle i indlæring og hukommelse - mere om det senere i artiklen.

Kroppen er under konstant vedligeholdelse

Når vi taler om aldring, kan vi let komme til at forestille os kroppen som noget, der gradvist bliver slidt ned indtil den ikke kan mere. Men kroppens væv er ikke statiske.Celler fornyes, proteiner nedbrydes og genopbygges, og forskellige væv tilpasser sig løbende de belastninger og signaler, de modtager. Østrogen indgår i flere af disse vedligeholdelsesprocesser. Det bliver særligt tydeligt, når vi ser nærmere på knoglerne.

Knogler er levende væv

Vi tænker måske på knogler som kroppens faste stillads, men knoglerne er levende væv, som hele tiden bliver vedligeholdt.

Gammelt eller beskadiget knoglevæv nedbrydes, og nyt knoglevæv dannes.

Denne proces kaldes knogleremodellering.

Her spiller især to celletyper en vigtig rolle:

Osteoklaster er de celler, der nedbryder knoglevæv.

Osteoblaster er de celler, der danner nyt knoglevæv.

Begge celletyper er nødvendige. Knoglen skal kunne fjerne gammelt væv og erstatte det med nyt for at bevare sin struktur og funktion.

Under normale forhold er der en reguleret balance mellem de to processer.

Østrogen hjælper blandt andet med at begrænse osteoklasternes aktivitet og dermed regulere, hvor hurtigt knoglevæv nedbrydes.

Når østrogenniveauet falder omkring menopausen, ændres denne balance.

Knoglenedbrydningen øges, og selvom knogledannelsen også kan stige som led i den øgede knogleomsætning, kan den ikke nødvendigvis følge med nedbrydningen.

Over tid kan det medføre tab af knoglemasse og forandringer i knoglernes indre struktur.

Det er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor risikoen for osteoporose – knogleskørhed – stiger efter menopausen.

Når faldende østrogen også mærkes i muskler og led

Knoglerne er ikke den eneste del af bevægeapparatet, der påvirkes omkring menopausen. Mange kvinder oplever også øget muskel- og ledømhed, stivhed eller smerter i denne periode. Forskningen peger på en sammenhæng mellem menopausal transition og en øget forekomst af muskuloskeletale gener, selv om årsagerne er komplekse og ikke kan tilskrives østrogen alene. PubMed

I de senere år er betegnelsen “musculoskeletal syndrome of menopause” – menopausens muskuloskeletale syndrom – blevet foreslået som en samlet betegnelse for de forandringer i muskler, led, sener og knogler, der kan optræde i forbindelse med faldende østrogen. Begrebet omfatter blandt andet muskel- og ledsmerter, tab af muskelmasse og styrke samt faldende knogletæthed. PubMed

Det er en vigtig pointe, fordi ømme led, stivhed eller en krop, der pludselig føles anderledes, ikke altid forbindes med menopausen. Samtidig bør nye eller vedvarende smerter naturligvis ikke automatisk tilskrives hormonerne – de kan have mange andre årsager.

Og netop her bliver samspillet mellem knogler, muskler og fysisk aktivitet interessant.

Men knoglerne reagerer også på, hvordan vi bruger kroppen

Det er vigtigt at understrege, at knoglerne fortsat er levende og tilpasningsdygtige efter menopausen også selvom østrogenniveauet falder markant.

De reagerer blandt andet på mekanisk belastning.

Når vi går, løfter, hopper eller bruger vores muskler, belastes knoglerne på en måde, der sender signaler til knoglecellerne om at vedligeholde og tilpasse knoglevævet.

Det betyder, at knoglesundhed ikke kun handler om østrogen, calcium og D-vitamin.

Muskelstyrke, fysisk aktivitet, tilstrækkelig ernæring og den enkelte kvindes øvrige risikofaktorer spiller også en vigtig rolle.

Arvelighed har ligeledes betydning. En kvinde med eksempelvis osteoporose eller hoftebrud hos en forælder kan have særlig grund til at være opmærksom på sin egen knoglesundhed.

Men den øgede risiko efter menopausen betyder ikke, at knogletab er noget, vi blot må acceptere uden at gøre noget.

Tværtimod giver forståelsen af knoglernes biologi os et bedre grundlag for at arbejde aktivt med at bevare deres styrke.

Og her kommer musklerne ind i billedet.

Musklerne – et hormonaktivt væv

Når vi taler om muskler, tænker de fleste på bevægelse, styrke og fysisk funktion. Men skeletmuskulaturen er også et aktivt, signalerende væv, som kommunikerer med resten af kroppen.

Når musklerne arbejder, producerer og frigiver de blandt andet signalstoffer, der kaldes myokiner. Disse stoffer kan påvirke musklerne selv, men også andre væv og organer, herunder fedtvæv, lever, knogler og hjerne.

Muskelarbejde er derfor ikke kun en mekanisk aktivitet, hvor vi bruger energi og bevæger kroppen. Det sætter også gang i biologiske processer, som blandt andet har betydning for energiomsætning, glukoseoptagelse og kroppens tilpasning til fysisk belastning.

🌿 Vidste du?
BDNF – hjernens plasticitetsmolekyle

BDNF (Brain-Derived Neurotrophic Factor) er et signalprotein, som understøtter nervecellernes overlevelse, funktion og evne til at danne og styrke forbindelser med hinanden.

BDNF spiller en central rolle i synaptisk plasticitet – hjernens evne til at ændre og tilpasse forbindelserne mellem nerveceller. Denne proces er grundlæggende for læring, hukommelse og hjernens evne til at tilpasse sig nye erfaringer.

Fysisk aktivitet kan påvirke BDNF og andre signalstoffer, der indgår i kommunikationen mellem musklerne og hjernen. Det er en af de mekanismer, forskere undersøger for bedre at forstå, hvorfor regelmæssig bevægelse kan have positive virkninger på både fysisk og mental sundhed.

BDNF er dog kun én del af et langt mere komplekst samspil mellem nervesystemet, hormonsystemet og kroppens øvrige væv.

Musklerne kommunikerer med både hjernen og knoglerne

Et særligt interessant forskningsområde er samspillet mellem muskelaktivitet og hjernens funktion.

Når musklerne arbejder, frigives myokiner, som indgår i kommunikationen mellem musklerne og andre dele af kroppen. Nogle af disse signaler kan direkte eller indirekte påvirke processer i hjernen, herunder den ovenfor-nævnte BDNF-signalering,

Det betyder, at fysisk aktivitet ikke alene påvirker vores kondition og muskelstyrke. Den sætter også gang i et komplekst samspil mellem muskler, nervesystem og hormonsystem, som kan have betydning for hjernens tilpasningsevne og funktion.

Forskere undersøger fortsat, hvor stor en rolle de enkelte myokiner spiller i denne kommunikation, men samspillet er med til at udvide vores forståelse af, hvorfor regelmæssig bevægelse - ikke kun i forbindelse med menopause, men gennem hele livet - kan understøtte både fysisk og mental sundhed, herunder søvn, koncentration og mentalt overskud.

Og muskelaktivitet har også stor betydning for knoglesundheden.

Når musklerne trækker sig sammen, belastes knoglerne gennem senerne. Denne mekaniske påvirkning indgår i de signaler, som får knoglevævet til løbende at vedligeholde og tilpasse sin struktur.

Samtidig forskes der i, hvordan myokiner kan påvirke knoglecellernes aktivitet og dermed knogleomsætningen.

Samspillet mellem muskler og knogler er altså både mekanisk og biokemisk.

Det er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor styrketræning og anden vægtbærende aktivitet er relevant for knoglesundheden – også under og efter menopause.

Fysisk aktivitet kan ikke standse den biologiske aldring eller erstatte østrogens mange funktioner. Men både muskler og knogler bevarer evnen til at reagere på belastning og tilpasse sig gennem livet.

Motion er derfor en central del af de såkaldte KRAM-faktorer – Kost, Rygning, Alkohol og Motion – og har betydning for langt mere end vores fysiske styrke. Regelmæssig fysisk aktivitet kan blandt andet understøtte insulinfølsomhed, søvn, humør, knoglesundhed og generel livskvalitet. Og her er variation en vigtig pointe: Konditionstræning og styrketræning påvirker kroppen på forskellige, men supplerende måder. Hvor aktiviteter, der får pulsen op, blandt andet styrker hjerte og kredsløb, hjælper styrketræning med at bevare muskelmasse, styrke og knoglesundhed.

Det behøver dog hverken betyde mange timer i et træningscenter eller et fastlagt træningsprogram. Dans, cykling, svømning, havearbejde og raske gåture er også bevægelse, og små aktive pauser i løbet af dagen kan være en god måde at få mere af den ind i hverdagen. Det handler ikke nødvendigvis om at træne mere, men om at bruge kroppen på flere forskellige måder, og forskellige bevægelsesformer bidrager med forskellige sundhedsmæssige gevinster.

Hud og slimhinder – fra anti-aging til pro-aging

Huden er et af de steder, hvor forandringerne i forbindelse med den faldende østrogenproduktion kan blive særligt synlige.

Østrogen spiller blandt andet en rolle i reguleringen af kollagen, hudens fugtbalance og de processer, der bidrager til dens styrke, elasticitet og evne til at vedligeholde sig selv.

Når østrogenniveauet falder, kan huden derfor gradvist blive tyndere, tørrere og mindre elastisk. Det er næppe en udvikling, de fleste af os ligefrem ser frem til!

Men hudens aldring er naturligvis langt mere kompleks end som så. Genetik, solpåvirkning, ernæring, søvn og livsstil spiller også væsentlige roller, og ikke alle hudforandringer kan tilskrives menopausen.

Måske handler det mindre om at bekæmpe alderens tegn og mere om at give huden de bedste betingelser for at bevare sin styrke, spændstighed og naturlige udstråling gennem livet.

Det er tanken bag pro-aging: At arbejde aktivt med kroppen og dens forandringer – gennem hudpleje, ernæring og livsstil – frem for udelukkende at fokusere på, hvordan vi kan holde rynkerne på afstand.

 

Slimhinderne er særligt følsomme over for østrogen

I vagina, vulva og dele af urinvejene har østrogen betydning for vævenes struktur og funktion.

Det er blandt andet med til at opretholde slimhindernes tykkelse, elasticitet og blodforsyning.

I vagina understøtter østrogen også et miljø, hvor lactobaciller – mælkesyrebakterier – typisk trives og bidrager til at holde pH-værdien lav.

Når østrogenniveauet falder, kan slimhinderne blive tyndere, tørrere og mere sårbare. Samtidig kan det lokale bakteriemiljø ændre sig.

For nogle kvinder kan det medføre tørhed, irritation, svie eller smerter ved samleje. Andre oplever hyppigere vandladning, urinvejsgener eller tilbagevendende urinvejsinfektioner.

Disse forandringer samles ofte under betegnelsen GSM – genitourinært syndrom ved menopause.

I modsætning til hedeture, som hos mange aftager med tiden, kan de genitourinære slimhindeforandringer fortsætte eller blive mere udtalte efter menopausen.

Det er vigtigt at vide, fordi generne ikke nødvendigvis går over af sig selv.

Men det er lige så vigtigt at vide, at der findes muligheder for at lindre og behandle dem.

For nogle kvinder kan fugtighedsbevarende produkter og glidecreme være tilstrækkelige. Andre kan have gavn af lokal østrogenbehandling, som virker direkte på de berørte væv.

Kosten har stor betydning, fordi både hud og slimhinder har brug for blandt andet tilstrækkeligt protein-indtag, essentielle fedtsyrer, vitaminer og mineraler til sine vedligeholdelses- og reparationsprocesser. Der findes også en række kosttilskud, urter og planteaktive stoffer, som kan anvendes som et supplement til en varieret kost med henblik på at understøtte hudens barrierefunktion, fugtbalance og bindevæv.

Hvilke tiltag der giver mening, afhænger dog af hudens behov – og vi vender tilbage til de mere konkrete muligheder i en kommende artikel.

Fedtvæv – langt mere end kroppens energilager

I forrige artikel: Fra pubertet til menopause - forstå kvindens hormoner, så vi, hvordan fedtvæv fungerer som et hormonaktivt væv, og hvorfor det får større relativ betydning for østrogenproduktionen efter menopausen.

Men fedtvæv er ikke bare fedtvæv. Det findes i forskellige former, har forskellige funktioner og spiller en langt mere aktiv rolle i kroppens energiomsætning, end man måske umiddelbart forestiller sig.

Hvidt fedtvæv udgør størstedelen af kroppens fedtmasse. Det lagrer energi, beskytter vores organer og fungerer samtidig som et hormonaktivt væv. Det frigiver blandt andet leptin, som indgår i reguleringen af appetit og energibalance, og indeholder enzymet aromatase, der kan omdanne androgener til østrogener.

Brunt fedtvæv har en anden specialisering. Det indeholder mange mitokondrier – cellernes energiproducerende strukturer – og kan omsætte energi til varme. Når det aktiveres, kan det blandt andet forbruge fedtsyrer og glukose og dermed bidrage til kroppens temperaturregulering.

Der findes også beige fedtceller, som kan udvikle varmeproducerende egenskaber i områder med hvidt fedtvæv.

Brunt og beige fedt er derfor interessante forskningsområder inden for metabolisk sundhed. Men pointen er ikke, at hvidt fedt er uønsket, eller at vi skal forsøge at omdanne mest muligt af det til brunt fedt. Kroppen har brug for fedtvævets forskellige funktioner, og forskningen i, hvordan vi kan påvirke brunt og beige fedt hos mennesker, er stadig under udvikling.

Når fedtfordelingen ændrer sig

Det er ikke kun typen af fedtvæv, der har betydning. Hvor fedtet lagres, spiller også en rolle.

Fedt under huden kaldes subkutant fedt, mens fedt omkring de indre organer i bughulen kaldes visceralt fedt.

Omkring menopausen oplever mange kvinder, at en større andel af kroppens fedt lagres omkring maven. Det kan ske, selv om vægten på badevægten ikke ændrer sig nævneværdigt.

Den faldende østrogenproduktion er en del af forklaringen, men alder, muskelmasse, fysisk aktivitet, søvn og ernæring spiller også ind.

Øget ophobning af visceralt fedt er forbundet med blandt andet insulinresistens, type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdom. Derfor fortæller vægten alene ikke nødvendigvis ret meget om kroppens metaboliske sundhed.

To kvinder med samme vægt og BMI kan have vidt forskellig fordeling af fedt og muskelmasse – og dermed forskellige metaboliske forudsætninger.

  • Fedtvævets hormonelle funktion bliver særligt interessant, når vi ser på, hvad der sker efter menopausen.

    Når æggestokkenes østrogenproduktion falder, får andre vævs bidrag til kroppens kønshormoner større relativ betydning. Her spiller binyrerne en vigtig rolle.

    Binyrerne producerer blandt andet androgenforstadierne DHEA og androstenedion, som kan omdannes til mere aktive kønshormoner i kroppens øvrige væv.

    I fedtvævet kan enzymet aromatase eksempelvis omdanne androstenedion til østron (E1), som er det dominerende cirkulerende østrogen efter menopausen.

    Østrogenproduktionen ophører altså ikke, når menstruationerne stopper. Den fortsætter i mindre omfang gennem et samspil mellem blandt andet binyrer, æggestokke og kroppens øvrige væv.

    Det er endnu et eksempel på, at kroppens hormonsystemer ikke fungerer isoleret, men indgår i et dynamisk samspil gennem hele livet.

  • Fedtvævets rolle er langt mere kompleks end blot at være et energilager. Efter menopausen får det større relativ betydning for kroppens østrogenproduktion, og en mindre vægtøgning behøver derfor ikke være negativ. Lidt mere fedtvæv kan bidrage til den perifere østrogendannelse, men det betyder ikke automatisk, at mere fedt giver en bedre hormonel balance.

    Det afgørende er også, hvor fedtet lagres, og hvordan kroppens øvrige reguleringssystemer fungerer.

    Målet er derfor ikke nødvendigvis at holde fast i præcis den samme vægt som før menopausen, men at bevare en sund kropssammensætning og metabolisk balance, hvor både fedtvæv og muskler får lov til at udfylde deres vigtige funktioner.

  • Binyrerne producerer også kortisol, som indgår i kroppens regulering af stress, blodsukker, energiomsætning og døgnrytme.

    Samtidig reguleres kroppens energiomsætning gennem flere hormonsystemer, herunder skjoldbruskkirtlen, hvis hormoner har stor betydning for varmeproduktion og funktionen af både fedt- og muskelvæv.

    Langvarig belastning og utilstrækkelig søvn kan påvirke kroppens stressregulering og gøre det vanskeligere at opretholde de vaner, der understøtter metabolisk sundhed.

    Det er særligt relevant i en livsfase, hvor søvnen hos nogle kvinder allerede er påvirket af hormonelle udsving, hedeture eller andre menopausale gener.

    Stressregulering handler derfor ikke om at få binyrerne til at »overtage« æggestokkenes arbejde. Det handler om at understøtte kroppens samlede regulering og skabe gode betingelser for at tilpasse sig de hormonelle forandringer.

Metabolisk sundhed – mere end tallet på badevægten

Her vender vi kort tilbage til musklerne.

Muskelvæv er en af kroppens store forbrugere af glukose. Når musklerne arbejder, øges deres optagelse af glukose fra blodet, og regelmæssig fysisk aktivitet kan forbedre insulinfølsomheden.

Samtidig er bevarelse af muskelmasse vigtig for styrke, fysisk funktion og knoglesundhed.

Derfor giver det mening at se på kropssammensætning frem for vægt alene, når vi taler om sundhed gennem og efter menopausen.

En restriktiv slankekur, hvor der tabes både fedt og muskelmasse, er ikke nødvendigvis den mest hensigtsmæssige tilgang for en kvinde, som samtidig ønsker at bevare sin styrke og vitalitet.

Det handler snarere om at skabe gode betingelser for et sundt samspil mellem fedtvæv, muskler og kroppens øvrige reguleringssystemer.

Her spiller ernæring, alsidig fysisk aktivitet, søvn og stressregulering sammen – og det er netop nogle af de områder, du kan læse mere om i kommende artikler.

En overgang – ikke en afslutning

Når vi samler alle disse sammenhænge, bliver det tydeligt, at menopause er langt mere end afslutningen på menstruationscyklussen.

Det er en stor neuroendokrin og metabolisk omstilling, hvor kroppens hormonelle miljø gradvist ændrer sig, og hvor væv overalt i kroppen skal tilpasse sig nye betingelser.

På den måde kan menopausen næsten betragtes som en pubertet nr. 2. Begge er naturlige livsfaser, men begge indebærer omfattende biologiske forandringer.

Overgangen sker heller ikke fra den ene dag til den anden. Som vi så i den første artikel, kan perimenopausen være præget af store udsving i østrogenproduktionen og mere uregelmæssige ægløsninger. Efter den sidste menstruation bevæger kroppen sig gradvist ind i en anden hormonel situation, hvor produktionen af østradiol og progesteron er betydeligt lavere.

Den samlede omstilling kan strække sig over mange år, og tidspunktet, varigheden og oplevelsen varierer betydeligt fra kvinde til kvinde.

Nogle mærker kun få forandringer. Andre oplever symptomer, der påvirker søvn, humør, arbejdsliv, seksualitet, relationer og livskvalitet. Og samtidig foregår der biologiske forandringer, som ikke nødvendigvis kan mærkes – eksempelvis i knoglevævet og det metaboliske og kardiovaskulære system.

Det er vigtigt at give plads til hele dette spektrum.

Menopause er ikke en sygdom. Men det betyder ikke, at de gener eller sundhedsmæssige forandringer, der kan følge med, skal bagatelliseres eller accepteres uden videre.

GSM (genitourinært syndrom i menopausen) kan behandles. Muskel- og ledsmerter fortjener at blive taget alvorligt. Knogletab kan forebygges eller begrænses, og risikofaktorer kan identificeres. Søvn, muskelmasse og metabolisk sundhed kan påvirkes. Og gener fra hud og slimhinder kan lindres.

Kvinden er derfor ikke en passiv tilskuer til de forandringer, der sker i hendes krop.

Allerede i perimenopausen kan hun begynde at skabe gode betingelser for de kommende år – gennem blandt andet ernæring, bevægelse, søvn, stressregulering og opmærksomhed på de risikofaktorer og symptomer, der bør undersøges nærmere.

For nogle kvinder vil hormonbehandling også være relevant. Vores forståelse af menopausal hormonbehandling har udviklet sig betydeligt, og behandlingsvalg omfatter i dag forskellige hormoner, doser og administrationsformer. Det fortjener en mere nuanceret samtale end den gamle fortælling om, at HRT enten er løsningen for alle eller noget, alle bør være bange for.

Det handler i sidste ende ikke om at forhindre aldring, men om vital aldring – om at give kroppen de bedst mulige betingelser for styrke, funktion og livskvalitet gennem den næste del af livet. For årene efter menopausen behøver ikke være begyndelsen på en nedadgående kurve. Tværtimod kan de i mange henseender blive en golden age – en livsfase med nye muligheder, erfaring, frihed, udvikling, livsglæde og mange aktive årtier foran sig.

Vil du vide mere om overgangsalderen?

Denne artikel er en del af en række artikler, hvor vi går på opdagelse i overgangsalderens mange facetter – fra hormonernes biologi til de forandringer, vi kan opleve i kroppen, og de muligheder vi har for at understøtte vores sundhed og livskvalitet.

I de kommende artikler ser vi blandt andet nærmere på søvn og overgangsalder, knogle- og muskelsundhed, hormonbehandling og betydningen af kost, bevægelse og andre livsstilsfaktorer.

Vi kommer også omkring nogle af de mindre synlige og ofte oversete sider af overgangsalderen – herunder de kognitive forandringer, som kan vise sig som koncentrationsbesvær, glemsomhed og den såkaldte hjernetåge (brain fog).

Artiklerne udkommer løbende og kan læses uafhængigt af hinanden. Du finder dem samlet under kategorien Overgangsalder her på Vitasols blog.

Har du brug for individuel støtte gennem overgangsalderen? 🌿

Overgangsalderen er en naturlig fase i livet, men de hormonelle forandringer kan give anledning til både fysiske og mentale udfordringer. Måske oplever du søvnproblemer, hedeture, humørsvingninger, træthed eller andre forandringer i kroppen, som du gerne vil forstå og arbejde med.

Som biopat arbejder jeg med en helhedsorienteret tilgang, hvor vi tager udgangspunkt i netop din situation, dine symptomer og dine behov. Sammen ser vi på, hvordan blandt andet kost, livsstil, næringsstoffer og lægeurter kan være med til at understøtte kroppens funktioner og give dig de bedst mulige betingelser gennem den hormonelle omstilling.

Phytoterapi (behandling med lægeurter) er en vigtig del af mit arbejde, og jeg sammensætter individuelle urteblandinger med udgangspunkt i dine behov og dit samlede helbredsbillede.

Du er altid velkommen til at kontakte mig for en gratis, uforpligtende afklarende samtale, hvis du er i tvivl om, hvorvidt en biopatisk konsultation kunne være relevant for dig. Du kan også booke en konsultation, hvor vi går mere i dybden med dine udfordringer.

Jeg har klinik i Søby på Ærø, men tilbyder også online konsultationer.

Kilder og videre læsning

Østrogen, hjernen og kognitive forandringer

Knogler, muskler og led

Fedtvæv, vægt og metabolisk sundhed

Hud og slimhinder

Hypothalamus og hedeture

  • Torres E. m.fl. (2026). Neurokinin receptor antagonists for vasomotor symptoms: from KNDy neurons to clinical translation. Nature Reviews Endocrinology. Oversigtsartikel om neurokinin B, hypothalamus og de mekanismer, der udløser hedeture i overgangsalderen.
    https://www.nature.com/articles/s41574-026-01247-8

Muskler, myokiner og hjernens funktion

  • Delezie J. & Handschin C. (2018). Endocrine Crosstalk Between Skeletal Muscle and the Brain. Frontiers in Neurology. Om kommunikationen mellem muskler og hjerne gennem myokiner og andre signalstoffer samt sammenhængen med fysisk aktivitet, BDNF og hjernens plasticitet.
    https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC6117390/

Binyrer og østrogendannelse efter menopausen

  • Tissue Physiology and Pathology of Aromatase (2012). Gennemgang af enzymet aromatase og dets betydning for østrogendannelsen i kroppens forskellige væv, herunder omdannelsen af binyreproducerede androgenforstadier til østrogener i fedtvæv efter menopausen.
    https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC3286233/

Sol Nicolajsen
Næste

Fra pubertet til menopause – forstå kvindens hormoner