Soleksem og solallergi – styrk hudbarrieren og forebyg udslæt

Denne artikel er skrevet til dig, der enten selv rammes af sol-eksem – eller som er nysgerrig på, hvordan solallergi og følsom hud kan forstås og støttes ud fra et komplementært og naturopatisk perspektiv. Mit mål er at give en letforståelig, men fagligt funderet indsigt i soleksem og solallergi og samtidig komme med gode råd om hvordan du bedst styrker hudbarrieren både indefra og udefra.


En kvinde med rødt langt krøllet hår iført en grøn heldragt står med lukkede øjne og ansigtet vendt mod solen foran et nyudsprunget lille bøgetræ

Hvad er soleksem?

For nogle er forårets første varmende stråler forbundet med udslæt sammen med en stor portion ubehag og frustration.

Er det en velkendt følelse for dig, er der stor sandsynlighed for, at du lider af polymorf lysdermatose — bedre kendt som soleksem, lysudslæt, solallergi, sommerbumser eller Mallorca-akne.

Efter en lang, mørk vinter, hvor huden har været pakket ind i lag på lag af tøj og kun sporadisk har set solen som en bleg skive lavt på himlen, bliver huden ofte ekstra sart og følsom. Netop derfor reagerer mange kraftigt, når forårssolen pludselig tager til i styrke.

Soleksem udløses, når solens stråler rammer huden — ofte ved en langt lavere soleksponering, end hvad der normalt ville give solskoldning. Nogle oplever endda symptomer efter blot få minutter i solen.

Når hudens celler udsættes for solens UVA- og UVB-stråler, kan der dannes kemiske forbindelser, som kroppen opfatter som fremmede. Immunsystemet reagerer herefter med en lokal inflammatorisk respons.

Typiske symptomer er:

  • rødme

  • hævelse

  • små kløende knopper

  • eventuelt små blærer

  • svie og irritation

Udslættet ses ofte på områder, der pludselig eksponeres for sol — fx bryst, skuldre, arme og fødder.

 

Forebyg i god tid og styrk hudbarrieren

Er du en af dem, der helst går stor en bue udenom solsengen, så er der hjælp at hente fra forskellige kosttilskud og naturlige remedier, og det kan være en god idé at begynde forebyggelsen i god tid — gerne 8–10 uger før soleksponeringen for alvor tager til.
Det er særligt betakarotin og silicium, der kan hjælpe til at styrke huden og hudbarrieren, og således hjælpe til at modvirke udviklingen af soleksem.

gule, røde og lilla tomater, courgetter, dusk persille, runde rødbeder forårsløg og krydderurter på et træbord med patina

Betakarotin

Betakarotin er et karotenoid — et naturligt plantepigment, der giver mange frugter og grøntsager deres gule, orange og røde farver.

I kroppen fungerer betakarotin som provitamin til A-vitamin (altså et forstadie til A-vitamin) og har samtidig antioxidative egenskaber. Det optages bedst sammen med fedt.
Tænk på betakarotin som en slags ‘indre solforberedelse’. Når huden udsættes for UV-stråling, dannes der flere frie radikaler — ustabile molekyler, som kan bidrage til oxidativt stress i hudens celler. Her kan betakarotin være med til at neutralisere nogle af disse reaktive forbindelser. Betakarotin lagres i hudens fedtvæv, hvor det gradvist kan bidrage til at gøre huden mere robust over for solens påvirkning. Samtidig understøtter det hudens dannelse af melanin — det pigment, der hjælper med at absorbere og fordele solens energi i huden.

Mange oplever i praksis:

  • færre udbrud af soleksem

  • mindre rødme

  • bedre tilpasning til solen

For optimal effekt bør tilskud startes flere uger før den øgede soleksponering altså omkring midten af februar/begyndelsen af marts.

Betakarotin kan let findes i helsekostforretninger eller på nettet, fx 'BetaFactor' fra Berthelsen eller Sunprep’ fra NaturDrogeriet er blot et forslag til danskproduceret tilskud, men der findes mange andre (det er blot ment som et forslag, jeg får ingen 'kick-backs' ved at anbefale særlige produkter).

BetaFactor indeholder desuden Vitamin C som støtter dannelsen af kollagen og derved hjælper til yderligere at styrke hudbarrieren.
Desuden findes betakarotin helt naturligt i farverige grøntsager og frugter -så ‘spis regnbuen’ og få betakarotin ind via kosten.

 
en lille bunke hvidt pulver på et brunt træbord

Silicium (kisel)

Silicium (også kendt som kisel) er det næstmest udbredte grundstof i jordskorpen, kun overgået af oxygen. Silicium findes i alt fra sand og sten til planter.
Det er også et yderst vigtigt spormineral for os, især vores bindevæv og hud, hår og negle.

I kroppen bidrager silicium blandt andet til:

  • at støtte fibroblasternes aktivitet

  • at fremme dannelsen af kollagen og elastin

  • at understøtte hudens fugtbalance

  • at styrke bindevævet

Forskning viser, at silicium øger produktionen af hydroxyprolin, en aminosyre, der netop er nødvendig for kollagensyntesen (1)

 
et nærbillede af grønne saftige brændenældeblade

Silicium i planter

Silicium findes naturligt i en række planter og fødevarer, men indhold og optagelighed varierer.

Særligt rige plantekilder er:

  • agerpadderokke (den klassiske kiselurt)

  • bambus

  • brændenælde

Brændenælde er en spændende urt i denne sammenhæng, fordi den ikke kun bidrager med silicium, men også indeholder mineraler, klorofyl og flavonoider, som samlet kan støtte hud og bindevæv.

Derudover findes silicium i mindre mængder i blandt andet:

  • havre og hirse

  • fuldkorn

  • grønne bønner

  • spinat og persille

Generelt optages silicium bedst i organiske planteformer, mens silicium bundet i grove kornskaller er mindre biotilgængeligt.
For personer med sart hudbarriere kan silicium derfor være et særdeles relevant næringsstof at have fokus på.

Der findes mange tilskud med silicium, både som pulver, tabletter og kapsler, fx 'Silicium' eller 'Silica Extra' fra Berthelsen eller 'Spisekisel' med brændenælde og agerpadderok fra Naturdrogeriet.

 

Yderligere forstærkning

Udover betakaroten og silicium kan man overveje yderligere at styrke hudens bindevæv og hudbarriere med ekstra C-vitamin. C-vitamin spiller en central rolle i kollagensyntesen og virker samtidig som antioxidant, der beskytter hudens celler mod oxidativt stress fra solen.

Det er selvfølgelig stadig oplagt at bruge en god solcreme, men vælg gerne en med fysisk solfilter frem for kemiske filtre. Mineralbaserede UV-filtre, som zinkoxid og titaniumdioxid, lægger sig oven på huden og danner en fysisk barriere, der reflekterer UV-strålerne, uden at trænge ind i huden.

Vi har ofte en tendens til kun at tænke på solens skadelige effekter, men sollys er først og fremmest livgivende. Solen er drivkraften for næsten alle livsprocesser på jorden og nødvendig for, at huden kan danne D-vitamin.

Når den nøgne hud (uden solcreme) rammes af solens stråler, danner kroppen gennem en kompleks proces D-vitamin i samarbejde med kolesterol og flere af kroppens organer. D-vitamin bidrager til:

  • optagelse af calcium og fosfor

  • normal funktion af immunsystem og nerver

  • nedregulering af inflammation

Solcreme med faktor 8 nedsætter kroppens dannelse af D-vitamin med 90% (2)

Hvis du har tendens til at undgå solen i sommerhalvåret og/eller jævnligt bruger solcreme med høj faktor, er det derfor en god idé også at supplere med et tilskud af D-vitamin året rundt.

Homøopatisk støtte ved soleksem

Ud over kosttilskud og mineraler kan nogle personer opleve, at homøopatiske midler bidrager til lindring af soleksem. Et eksempel er Helioron, som traditionelt anvendes ved akutte soleksemsymptomer.

Anbefalet brug for voksne og større børn:

  • Akutdosis: 50 dråber blandet i ½–1 liter vand, fordelt over ca. 3 timer

  • Vedligeholdelse: 10 dråber 3 gange dagligt, gerne blandet i et glas vand, der drikkes slurkvis, indtil symptomerne aftager

Behandlingen kan genoptages, hvis soleksemen blusser op igen. Helioron er dog ikke velegnet til helt små børn, da det indeholder alkohol.

Det er muligt at finde Helioron online eller i velassorterede helsekostbutikker. Som altid bør homøopatiske midler ses som et supplement til øvrige forebyggelses- og behandlingsstrategier, herunder solbeskyttelse, hudpleje og støtte til hudbarrieren indefra.

 
kvinde med rødt krøllet hår ligger på en stenet strand med lukkede øjne og ansigtet mod solen og hænderne over hovedet

Plej og styrk huden udefra med olier

Selvfølgelig skal der lige et lille ord med på vejen om naturlig hudpleje og olier, der er særlig gode til at nære, pleje og styrke huden.

Rosehip & Pomegranate Antioxidant Facial oil
tilføjer huden et væld af sunde fedtsyrer, vitaminer og sekundære plantestoffer. Den indeholder bl.a rige mængder af både ellaginsyre-rig granatæbleolie, solbeskyttende hindbærkerneolie og betakaroten-rig hybenkerneolie.

Er du til mere simple hudplejeprodukter er økologisk Jojoba-olie en dejlig let-optagelig olie velegnet til alle hudtyper, da det er den olie, der minder mest om hudens egen sebum. Den er meget rig på vitamin E og hjælper til at øge niveauet af fugtbevarende ceramider i huden og hjælper dermed til at styrke hudbarrieren.

Hvis din hud allerede har taget skade af solen, er ren økologisk hybenkerneolie et godt valg. Hybenkerneolie er en meget let olie, særdeles rig på betakaroten og virker regenererende og helende på skadet hud.

Jeg håber artiklen har givet dig lidt inspiration til forebyggelse af soleksem, så også du med genfundet og utilsløret entusiasme kan slænge dig på solsengen denne sæson ☀️ 🌱 ☀️

KILDER:

(1) https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/16205932/ (Et studie, der viser at tilskud med silicium (orthokieselsyre) forbedrede hudens elasticitet og styrke).

(2) 'Lev Sundt Med Vitaminer og Mineraler' af Henrik Dilling, 4.udgave, 1.oplag, s.91


Vil du have individuel vejledning og målrettet personlig støtte?

Kontakt mig for en konsultation, hvor vi sammen kan udarbejde et skræddersyet program, der passer præcis til dig og dine behov.

Næste
Næste

Rosacea – en komplementær forståelse